hvorfor blev direktøren derhjemme? det står ikke i tsunamirapporten.
Hvorfor kom kaptajnen ikke på broen?
Som journalist har man en del værktøjer til at udrede, hvordan en sag hænger sammen.
Og hvis man kører helt fast, så kan man ligesom andre mennesker i Danmark inddrage Folketingets ombudsmand i sagen.
Det har jeg gjort i denne ”Tsunami-sag”. Som jeg vil give jer forløbet af.
Den er utrolig!
Jeg oplevede som I ved Tsunamien på allertætteste hold. Udenrigsministeriet blev efterfølgende stærkt kritiseret for ikke at reagere hurtigt nok på katastrofen. Derfor ventede jeg spændt på Udenrigsministeriets Tsunami rapport, der kom sidste år.
Ministeriet indrømmede mange fejl, men rapporten nævnte kun ganske perifert, at Udenrigsministeriets direktør og nuværende USA ambassadør Friis Arne Petersen blev i sit hjem i Hellerup under den verdenshistoriske krises første tre dage, hvor hundredetusinder døde.
Til TV2’s Nyheder sagde Friis Arne Petersen senere, at han har en arbejdsstation derhjemme, og derfor ikke tog ind i Udenrigsministeriet i juledagene.
hvorfor kom kaptajnen ikke på broen?
For mig som gammel sømand er kaptajnen den første mand på broen i uvejr, så derfor overraskede det mig meget at direktøren blev i sin “kahyt” under katastrofens værste faser.
Og jeg var fra starten skeptisk ved, at Udenrigsministeriet undersøgte sig selv. Det er efter min mening aldrig skudsikkert, når politi undersøger politi, og et ministerium undersøger sig selv. Og fremgangsmåden har været kontroversiel lige så længe jeg kan huske tilbage.
Og ja, det gik efter min mening også galt her.
Et håndfast og særdeles troværdigt kildeudsagn fortalte mig, at ikke nok med at direktør Friis Arne Petersen blev hjemme. Han undlod også at ringe til sin ambassadør på katastrofestedet, Ulrik Helweg Larsen. Det skete først på katastrofens femtedag den 30 december.
Det sidste var ikke nævnt i Tsunami rapporten!
Derfor kontaktede jeg Udenrigsministeriet sidste år. Og fik efter rykker og lang ventetid det svar, at oplysningen om direktørens kommunikation slet ikke fremgår af ministeriets akter, og at man iøvrigt ikke ønsker at foretage sig videre.
Min skepsis var vakt!
Et udenrigsministerium der undersøger sig selv og derefter laver en rapport om sig selv, vil have mig til at tro, at man ikke har adgang til en telefonregning, og at man ikke ønsker at foretage sig noget i øvrigt.
Sagen er for alvorlig til at blive begravet på denne måde. Derfor har jeg henvendt mig til Folketingets Ombudsmand for at få hans hjælp til at skaffe denne vigtige brik i Udenrigsministeriets Tsunami-håndtering.
Nemlig hvornår kontaktede øverstkommanderende direktør Friis Arne Petersen sin næstkommanderende ambassadør Ulrik Helwig Larsen telefonisk?
Brev til Ombudsmanden
Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K
Bangkok 26 november 2006
Til Folketingets ombudsmand.
Jeg dækkede som journalist Tsunami-katastrofen for TV2. Den startede som bekendt med et jordskælv kl. 8 om morgenen den 26 december 2004. Jordskælvet blev fulgt af en flodbølge, der slog flere end 200.000 mennesker ihjel.
Den 27 december var jeg som en af de første i Khao Lak. Det hårdest ramte område i Thailand, hvor det for alvor blev klart, at det her var en katastrofe af helt uhørte dimensioner. Det rapporterede jeg om allerede i morgennyhederne i TV2 den 27 december.
På samme tid som jeg var i Khao Lak, var ambassadør Ulrik Helvik Larsen der også, og vi talte adskillige gange sammen på mobiltelefon om vores uhyggelige observationer. Der var døde overalt, på jorden, i træer, og i tusindvis ofre. Vi var begge rystede.
Ambassadøren havde svært ved at rapportere hjem, fordi han kommunikerede i skriftlig form, og først var tilbage på hotellet sent. Her kunne han om aftenen ikke sende sin rapport, fordi hans tilslutningsledninger ikke passede til telefonstikkene. Hvorfor rapporten kom stærkt forsinket hjem.
Siden hen erfarede jeg, at hans chef direktør Friis Arne Petersen blev i sit hjem i Hellerup indtil katastrofens tredjedag, og at der ingen kommunikation var mellem Udenrigsministeriets to hovedpersoner før den 30 december.
Jeg var forundret over, at Tsunami-rapporten intet nævnte om, hvornår de to første gang talte med hinanden. Kontakten mellem direktøren og ambassadøren er en meget vigtig oplysning, for den handler om Udenrigsministeriets katastrofe håndtering.
Og hvis der ingen forbindelse er mellem direktøren og ambassadøren i de første kritiske dage, så kan det handle om, at Udenrigsministeriets katastrofeindsats ikke blev maksimal. Derfor er oplysningen vigtig.
Jeg spurgte Udenrigsministeriet om hvornår de to talte med hinanden, og den 9 december 2005, meddelte Udenrigsministeriet, at oplysningen om hvornår Friis Arne Petersen kontaktede Ulrik Helweg Larsen ikke fremgår af Udenrigsministeriets akter, og at man ikke ønsker at forfølge sagen.
Jeg arbejder igen på sagen op til årsdagen, og mener absolut at man bør forfølge sagen. Da det er i offentlighedens interesse at vide, hvordan de to topfigurer kommunikerede. Og jeg mener det er meget forkert, at man ikke har stillet spørgsmål om deres kommunikation i Tsunamirapporten.
Jeg har et stærkt vidneudsagn om, at der først var kommunikation mellem direktør Friis Arne Petersen og ambassadør Ulrik Helweg Larsen den 30 december, hvor direktøren ringede til ambassadøren og gav ham en irettesættelse, fordi han uden politisk dækning havde lovet støtte til ofrene for Tsunamien.
Jeg vil bede Folketingets ombudsmand om at gå ind i sagen, fordi den efter min mening er både alvorlig og yderst principiel. Og også fordi Udenrigsministeriet med god vilje kan opklare, hvornår der var kontakt mellem de to. Enten ved at spørge ambassadøren, direktøren eller ved at studere udskrift fra teleselskabet.
Jeg mener det er i offentlighedens interesse at vide, om der var manglende personlig kontakt mellem udenrigsministeriets to hovedpersoner i Tsunami-katastrofens første fire kritiske dage. For var der ingen kontakt, er det efter min mening en alvorlig operativ fejltagelse, der ikke var med i Tsunami-rapporten.
Med venlig hilsen
Michael Rastrup Smith
korrespondent
Svar uden svar fra UM
Denne gang kom der svar tilbage med det samme fra Udenrigsministeriet.
Som tidligere har man ikke lyst til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt der gik fem dage under Tsunamikatastrofen før ministeriets direktør Friis Arne Petersen ringede til sin ambassadør i Thailand.
Det er ikke en unaturlig måde af et ministerium at reagere på, selv om vi har offentlighed i forvaltningen, vil et ministerium ofte gøre meget for, at en ubehagelig oplysning ikke kommer frem.
Normalt ved at være meget længe om at besvare breve, og meget længe om sagsbehandling.
Netop med Friis Arne Petersen har jeg været ude for, at det tog ham et år og adskillige rykkere at besvare en forespørgsel.
Men altså denne gang hurtigt, men negativt svar.
Fra: Udenrigsministeriet
Til: Michael Rastrup Smith
Dato: 28/11/2006 20.46
Emne: Deres mail af 28.11 2006 til Udenrigsministeriet vedrørende Tsunami-katastrofen
Kære Michael Rastrup Smith,
Der henvises til Deres mail af 28. november 2006 til Udenrigsministeriet vedrørende Tsunami-katastrofen.
Udenrigsministeriet har ikke yderligere at oplyse i forhold til Udenrigsministeriets mail af 30. november 2005.
Udenrigsministeriet har noteret sig, at De har klaget til ombudsmanden.
Med venlig hilsen
Lars Thuesen
Ombudsmanden ind i UM’s Tsunami håndtering
De fleste billeder af Tsunamien er anonyme, men de her kender jeg historien bag og kameramanden, der filmede dem.
Når I har set videoen, vil I sikkert ligesom jeg selv, stille jer spørgsmålet. Hvordan kunne udenrigsministeriets direktør Friis Arne Petersen blive siddende hjemme i sin julestue i Hellerup i tre dage, mens alt dette forfærdelige udfoldede sig?
Jeg har bedt Udenrigsministeriet om en forklaring, på hvor længe der gik, før direktøren kontaktede sin ambassadør på katastrofestedet i Thailand.
En kilde meget tæt på, har oplyst at der gik fem dage. Det vil Udenrigsministeriet ikke afvise, men siger, at man intet vil foretage sig i sagen.
Glædeligvis har Ombudsmandens sekretariat i dag meddelt mig telefonisk, at man har taget sagen op og bedt Udenrigsministeriet om en forklaring.
Historien bag videoen er, at den er optaget af kokken på en restaurant i Khao Lak. Hans bror er politimand, og han nåede at ringe til kokken og advare ham om at Phuket, der ligger sydligere var ramt af en kæmpebølge.
Kokken tog sit nye kamera og både filmede bølgen komme nærmere og skreg advarsler. I kan tydeligt høre, hvor dramatisk situationen er.
Læg mærke til, hvor længe det hele varer fra man først ser bølgen til den rammer.
Restauranten, hvor kokken stod ligger så højt, at den ikke var i fare. Derfor blev han hvor han var, og skreg og skreg desperat til de badende på stranden om at flygte.
De havde masser af tid til at redde sig, men de blev på stranden, og blev opslugt af vandmasserne.
Det er den eneste video jeg har set, hvor man virkeligt får et indtryk af den enorme enerti og kraft Tsunamien har idet den rammer hele Khao Lak kysten og udsletter alt.
Højrøvet engelsk Tsunami håndtering
Mens det danske udenrigsministerium ikke vil grave mere i ministeriets håndtering af Tsunami katastrofen, så er en ny engelsk Tsunami rapport lige blevet offentliggjort. Og den er stærkt fordømmende overfor den engelske udenrigstjeneste.
Der er alvorlige høvl til udenrigstjenesten for elendig bistand til ofrene, og det som rapporten kalder “højrøvethed.”
En Tsunami overlevende siger i rapporten, at man i England har brug for bedre trænet ambassadepersonale, der ikke behandler befolkningen som idioter, og som bliver deres højrøvedhedskompleks kvit.
Som sagt, så ser Ombudsmanden nu på, hvorfor det danske udenrigsministeriums direktør Friis Arne Petersen formentlig ikke ringede til sin ambassadør Ulrik Helwig Larsen før på den store Tsunami katastrofes femtedag.
Det danske udenrigsministerium, kan ikke oplyse hvorfor, og ønsker ikke at oplyse hvorfor, men ministeriet skylder i alle danskeres interesse en forklaring.
Brev fra et Tsunami-offer
frank undall
Kære Michael,
Hvor jeg dog deler din retfærdige harme over Udenrigsministeriets hånlige optræden under og især efter tsunamien, som jeg selv og min familie var heldige at undslippe. Og hvor er jeg glad for, at du bider dig fast, da jeg ved, at du i meget lang tid efter befandt dig midt i den helt ufattelige sortering af menneskelig, og fik nye skæbner i armene hver eneste time.
For to måneder siden besøgte jeg sammen med min kone Khao Lak, herunder Khao Lak Palm Beach Hotel, som er et af de hoteller, der ligger tættest på videofotografen, som var så heldig at bo højt på klippen i sit blåmalede hus. Vi mødte og talte med mange, som havde mistet familie og venner i de øjeblikke, hvor tsunamien kom rullende.
Det er derfor ekstra rystende at gense videoen, som med al tydelighed viser den næsten uendelige tid, der går fra havet har trukket sig langt tilbage, til det igen langsomt, men med en frygtindgydende, accellerende og vedblivende styrke sniger sig ind på menneskeliv og efterlader alt i kaos.
Jeg bebrejder ikke de mennesker i administrationen, der havde svært ved at fatte omfanget af katastrofen . Vi andre, der var midt i det, fattede heller ikke noget, og den manglende viden/information var rent faktisk kilde til den største frustration og frygt.
Men med en ganske simpel mobiltelefon i hånden lykkedes det i vores lille enklave af nødstedte at finde ud af omfanget efter seks timer og 37 minutter fra første bølge. Efter den tid kom en forløsende sms fra en god kollega, som blandt andet skrev: “Det begynder at gå op for verden, hvad det er I er udsat for…”
Og da vi kom hjem et par dage efter stillede vi os naturligvis til rådighed for blandt andet Udenrigsministeriet med den erfaring, vi havde opbygget. Det gjorde vi flere gange, mundtligt såvel som skriftligt, og hver gang efter direkte opfordringer på tv fra udenrigsminister Per Stig Møller. Resultatet af vores bestræbelser har indtil nu blot været forgæves venten og efter mere end tre måneder med stædige påmindelser i anbefalede breve, kom der endelig i april 2005 et standardbrev med banal proklamation om, at Udenrigsministeriet havde styr på tingene og i øvrigt takkede for vores medvirken.
Jeg har ingen interesse i at få Per Stig Møller afsat, sådan som hans svenske og stærkt udskældte kollega Leila Freivalt blev, men der er masser af danskere, som blev ramt under og efter tsunamien, og de mennesker har brug for, at der sættes et anstændigt punktum – og ikke blot med en hånlig spørgeskemaundersøgelse, hvor alle spørgsmål var stillet, så svarene – og dermed konklusionen om renvaskning af myndighederne – var givet på forhånd.
Når det er sagt vil jeg gerne minde om, at danske, svenskere, nordmænd, englændere, tyskere, grækere, canadiere og alle andre vestlige turister, som vi arbejde sammen med ved undsætning og oprydning i timerne efter tsunamien, nok bragte fokus på naturkatastrofen, fordi vi netop er vesterlændinge. Men det var især lokale på stribevis af småøer i Andamanhavet, på Sumatra, Sri Lanka og Indonesien der måtte bære de største byrder. Men det er os andre, der endnu har muligheden for at bringe mere lys på de fejltrin, der blev begået, så man en anden gang måske kan forhindre – eller blot begrænse – så omfangsrig en katastrofe.
Jeg stiller mig til enhver tid til rådighed med assistance til ombudsmandens undersøgelse, hvis der måtte være behov for det. I morgen, søndag 17. december, tager vi i øvrigt alle fire tilbage til Phuket for endnu engang for at fejre jul i det Paradis, som Thailand først og fremmest er.
Med venlig hilsen
Frank Undall
Newsline A/S
Public Relations & Communications
UM’s hudløse ærlighed
Tsunami Resume
UM’s direktør Friis Arne Petersen bliver hjemme mens titusinder dør
Nu hvor der været adskillige indlæg her på bloggen om Tsunamien også fra danske ofre, må jeg hellere rekapitulere, hvad den nye ombudsmandssag sag handler om:
Der var meget kritik, fordi udenrigsministeriet skulle undersøge sin egen katastrofehåndtering under Tsunamikatastrofen i 2004.
Udenrigsministeriets direktør Friis Arne Petersen lovede en “hudløs ærlig undersøgelse.”
Og rent faktisk så kom ministeriet frem med adskillige punkter, hvor man indrømmede, at man have mishåndteret katastrofen.
Men det kneb med den hudløse ærlighed, da det kom til at undersøge den magtfulde direktør Friis Arne Petersen og hans katastrofeledelse. Der er store spørgsmål at rette til hans katastrofeledelse, men han nævnes kun helt sporadisk i Tsunami rapporten.
Det som er bemærklsesværdigt ved direktør Friis Arne Petersens katastrofeledelse er, at han blev i sit hjem i Hellerup mens katastrofen udfoldede sig til historiske dimensioner, og han viste sig først i udenrigsministeriet på katastrofens trediedag den 28 december.
Han vidste allerede fra morgenstunden 2. juledag, den 26 december, at Phuket i Thailand, hvor der er tusinder af skandinaviske turister, var blevet ramt af Tsunamibølgen omkring kl. 04.00 dansk tid. Og at Indonesien, Sri Lanka, Indien og Burma også var ramt.
Og allerede samme dag kl. 11.13 om formiddagen, var oplysningerne så alarmerende, at Friis Arne Petersen burde have hastet ind i ministeriet. Jeg citerer Der Spiegel, der taler om en katastrofe af bibelsk omfang:
“26 December 11:13 am: The worst fears are confirmed: The fifth-strongest earthquake in the past century has killed thousands and left millions homeless. Sri Lanka officially reports 1,500 deaths. One million — or five percent of the population — have been directly impacted by the flood wave in some way. The Army and Navy search without pause for survivors. Officials report that half the Navy’s fleet has been dispatched in the search.
In total, the estimate of deaths now rises in the region to 3,100. In coastal villages and cities it becomes clear many people stood no chance against the 10-meter (33 ft.) high wall of water that crashed in on the area.
India’s prime minister dispatches its Navy once the death toll surpasses 1,000 and offers aid to neighboring Sri Lanka.
In Thailand, hundreds of tourists are now reported missing, and the beaches in the coastal resorts of Phuket and Krabi are evacuated. The images from the region show cars that have been tossed about by the waters and hundreds of destroyed homes.
The Maledives also declare a state of emergency. The country, which is in its tourist high season, has become a crisis region.”
Allerede før Arne Friis Petersen spiste sin julefrokost 2. juledag, den 26 december, er det altså helt klart at Asien er blevet ramt af en katastrofe af helt ufattelige dimmensioner. Og at feriesteder med titusinder af turister er blandt katastrofestederne.
Men alligevel bliver Friis Arne Petersen i sit hjem i Hellerup både den 26 december, og den 27 december, og han tager først ind i udenrigsministeriet om formidagen den 28 december.
Hvorfor dette lænestols lederskab? Hvorfor valgte Friis Arne Petsersen at blive i sit hjem, når så alvorlig en situation udfoldeder sig? Han har overhovedet ikke givet nogen forklaring på sit flere dages fravær fra ministeriet i Tsunamirapporten.
Fordi jeg er gammel sømand, der personligt har oplevet en stor katastrofe på havet, så fristes jeg igen og igen til, at sammenligne direktørens kriselederskab med en kaptajn der bliver i sin kahyt, mens skibet er i havsnød. Den slags ville for det første være helt utænkeligt. Og det ville blive dømt dårligt sømandskab, og fratage kaptajnen al respekt.
Men her slutter historien om Friis Arne Petersens kriselederskab ikke. Jeg har nemlig inddraget ombudsmanden i et andet aspekt af krisehåndteringen. Jeg har et meget troværdigt kildeudsagn på, at direktør Friis Arne Petersen først ringede til sin ambassadør i Thailand Ulrich Helweg Larsen den 30 december, altså på katastrofens femtedag.
Hvorfor tog direktøren ikke sin telefon og ringede til sin ambassadør Ulrich Helweg Larsen før den 30 december. Ambassadøren havde sin mobiltelefon med nummeret +66 1 855 8159 på sig hele tiden, og han befandt sig allerede den 27 december midt i helvedet i Khao Lak. Jeg talte med ambassadøren adskillige gange den 27 december om formiddagen, det kunne hans direktør ogsaa have gjort. Men hans direktør ringede ikke.
Hvorfor bad han ikke om en førstehånds orientering fra sin næstkommanderende? En situations rapport ville givetvis have fået ham tage øjeblikkeligt ind på sin kriselederpost i ministeriet.
Hjulpet lidt på vej af kilder i UM kan jeg sætte mig ind i, hvorfor Friis Arne Petersen ikke ringede til sin ambassadør. Det gør en direktør i Udenrigsministeriet ikke. I stedet sad han og ventede på en skriftlig rapport, som om det her var jordskælvet i San Francisco i 1906 og ikke en katastrofe i 2004.
Jeg har bedt udenrigsministeriet om en forklaring. Men den ønsker man ikke at give, og man vil intet foretage sig, siger man. Det lugter af at den gamle chef og nuværende ambassadør i USA skal beskyttes, så derfor har jeg bragt sagen for ombudsmanden, der nu har bedt udenrigsministeriet om en forklaring.
Der er kommet adskillige reaktioner på Friis Arne Petersens lederskab og kommunikationsformer, blandt andet fra udenrigsministeriets egne folk, fra flere ambassadører, men også fra forretningsfolk, der har haft berøring med ham. Jeg har valgt ikke at bringe disse udtalelser, fordi jeg ikke sigter efter Friis Arne Petersen personligt, men udenrigsministeriets øverste kriselederskab under Tsunamien, som han tegnede.
Jeg kan dog lette låget så meget, at nogle af de meddelelser jeg har modtaget afslører nærmest barokke kommunikationsformer, mellem direktørembedet og ambasadørerne.
Da giganten rystede
Sådan oplevede jeg selv Tsunami jordskælvet
Der gik to timer fra det øjeblik Indonesien blev ramt af et kæmpejordskælv den 26 december 2004, indtil kysten ud for Thailands vestkyst blev ramt af Tsunamibølgen. Jeg blev på dramatisk vis vækket af jordskælvet, selv om jeg var 2000 kilometer borte.
Jeg sov dybt i min lejlighed, der ligger på 21 sal i en af Bangkoks skyskrabere der rækker 37 etager op. Hvor længe der gik fra jeg begyndte at fatte de voldsomme brag fra skyskraberens struktur, der gav efter, det ved jeg ikke.
giganten rystede
Men pludselig var jeg vågen og hoppede ud på gulvet. Hjertet bankede, for der var noget helt usædvanligt i gang. Var det mig der var usikker på benene eller var gulvet virkeligt i bevægelse. Det var gulvet. Det gik var som at gå i gele.
Jeg styrtede ind i min dagligstue, hvorfra de kraftigste brag kom. Jeg troede der var mennesker i lejligheden, men den var skræmmende tom. Kun den enlige PH lampe fortalte, hvad der var galt, bygningen var ustabil. Lampen bevægede sig som pendulet under uret. 45 grader fra højre til venstre.
Gulvet bevægede sig stadig, og jeg var usikker på fødderne. Men i det øjeblik vidste jeg, at der var fare på færre, enten var bygningen ramt af et jordskælv eller også var den isoleret ved at styrte sammen. Noget der ikke er ukendt i Asien, hvor skrupelløse bygherrer ofte blander for meget sand i betonen, med det resultat, at strukturen svækkes.
I det øjeblik gendanner man billederne fra 9/11. De to tårne på World Trade Center, der styrter sammen er skræmmende tilbage på nethinden. Kan jeg nå ned fra 21 sal til jorden, før der sker større skader. Jeg stikker i et par sko, bukser og en tilfældig T-shirt, og styrter så ud af døren.
Glemmer at lukke døren, og styrter tilbage, fordi jeg ikke har min mobil telefon med. Jeg husker hvor vigtig netop mobilen var under 9/11 dramaet, og må have den med. Heldigvis oplader jeg altid natten over så batterierne er OK. Da jeg løber tilbage, føler jeg at jeg risikerer livet for den, men jeg må have den.
Så er valget der. Skal jeg tage elevatoren ned, og være ude af bygningen på et øjeblik, eller den lange vej ned af nødudgangens kilometer lange trapper. Jeg husker at man ikke skal bruge elevatorer i nødsituationer, så jeg vælger trapperne. Bygningen skælver stadig, og skrækken for at huset styrter sammen vokser, som jeg forcerer etage efter etage nedad. 18- 15 -12 …
Jeg møder mennesker i badehåndklæder, en falder ned af nødtrappen, og andre der ikke kan få vejret og må stoppe. Og så kan jeg ikke selv finde udgangen. Der hvor jeg forsøger at komme ud, er der blot et lukket rum fyldt med roer.
Jeg er stoppet en etage for tidligt, og da jeg opdager fejltagelsen tager jeg de sidste trapper ned i spring. En vagtmand kikker skræmt ind i trappeskakten, han skal ikke nyde noget. Jeg selv løber mod udgangen, hvor jeg ser hundreder af beboere, der allerede har nået sikker grund, alle kikker de op, som om det er herfra husets undergang vil starte.
Folk ved stadigt ikke hvad der er sket, men nogle med mobiltelefoner som jeg selv, taler med mennesker i andre højhuse. Og de melder om samme effekter på deres huse, så ved vi, at det er et jordskælv. De fleste går ikke tilbage til bygningen, men vandrer væk fra højhuset i grupper eller kører hurtigt væk i bil.
Tilbage står en engelsk filminstruktør, hans samlede filmproduktion ligger på en harddisk i hans lejlighed. Han har et svært valg, men han tør ikke hente den, og forlader i stedet højhuset, fordi han er bange for efterchok. Det samme gør jeg, med en uforløst oplevelse. For ligesom han frygter jeg at bygningen har så taget alvorlig skade, at min lejlighed er blevet ubeboelig. Og med et er jeg blevet afskåret fra de mange ting i mit liv, der betyder så meget. Vi tænker alle på 9/11, den dag dør aldrig.
50 timer uden Tsunami-leder
Det er i dag toårsdagen for en af verdenshistoriens største katastrofer. Tsunamien, der dræbte mere end 200.000 mennesker og gjorde millioner hjemløse.
han blev hjemme i 50 timer
Der gik 50 timer før udenrigsministeriets direktør Friis Arne Petersen gik på arbejde i udenrigsministeriet under Tsunami-katastrofen. Timer hvor han har indrømmet, at udenrigsministeriet svigtede ved ikke være hurtige og effektive nok.
Men han har aldrig forklaret, hvorfor han som leder holdt sig væk fra Udenrigsministeriet, under katastrofe-håndteringens tidlige og vigtigste fase, og om det var hans egen udebliven, som var årsag til ministeriets ineffektivitet.
Her er en timeline for katastrofens udvikling og direktørens respons på den.
Kl. 01:58 dansk tid udløste et kæmpejordskælv ud for Sumatra i Indonesien en flodbølge, der inden for nogle timer dræbte 200.000 og gjorde millioner hjemløse.
Udenrigsministeriet burde tidligt have været klar over katastrofens omfang. I Tsunami-rapporten, der kom et halvt år efter katastrofen siger ministeriet, at SOS International allerede var klar over, at katastrofen var meget alvorligt kl. 07.00 :
“Det var vurderingen, at der var tale om en katastrofe mindst på højde med 11.september, men med mange flere skader. Kl. 07.30 iværksatte man det højeste beredskab (storulykke). Dette indebar aktivering af kriseledelsen, indkaldelse af alt disponibelt mandskab, og at evakuering blev varslet, siger SOS International”
Storulykken udviklede sig på timer i løbet af den 26 til en verdenshistorisk katastrofe og senere på dagen var 12.000 døde. Og mange danske turister savnede.
På trods af den tidlige erkendelse af katastrofens omfang, kom udenrigsministeriet dårligt fra at håndtere katastrofen. Og allerede den 5 januar indrømmede ministeriet, at man havde fejlet:
Tsunami-rapporten: “Udenrigsministeriets direktør bliver den 5. januar 2005 interviewet til nyhederne på DR1 og TV2. Og her beklagede han, at ministeriet tydeligvis ikke har været hurtig og effektiv nok de første dage efter flodbølgekatastrofen.”
Hvad han ikke forklarede på TV, var sin egen rolle i fejlhåndteringen. Nemlig, hvad konsekvens det havde for ministeriets dårlige håndtering, at han som øverste ansvarlige ikke viste sig i udenrigsministeriet i krisens første kritiske 50 timer.
Han blev i sit hjem i Hellerup og holdt jul i stedet for at tage ind i udenrigsministeriet. Og hvad han lavede i sit hjem ved vi kun meget lidt om. For selv om Tsunami rapporten, der kom den 24 maj 2005, var på 176 sider, så nævner den kun meget lidt om udenrigsministeriets øverstkommanderende, Friis Arne Petersen, og hvorfor han blev i sit hjem, under katastrofens første 50 timer.
Om hans gøren og laden den 26 december hedder det kort i Tsunami-rapporten: “Udenrigsministeriets direktør er om formiddagen i kontakt med ministeriet for at vurdere situationen. I løbet af dagen holder direktøren sig løbende tæt orienteret om situationen baseret på danske og internationale medier og Udenrigsministeriets egne
oplysninger.”
Havde han lyttet godt efter i de danske og internationale medier ville han vide, at allerede sent på dagen den 26 var 12.000 døde og millioner hjemløse, og mange danske turister var savnede.
Men det fik ham heller ikke til at gå på arbejde dagen efter den 27 december, hvor katastrofen udviklede sig til kæmpetragedie. Friis Arne Petersen blev stadig i hjemmet i Hellerup.
Og om hans gøren og laden den 27 december hedder det igen ultra kort i Tsunami-rapporten:
“Direktøren holdes løbende tæt orienteret om situationen baseret på danske og internationale medier og ministeriets egne oplysninger.”
“Integrations- og udviklingsministeren drøfter telefonisk indgående katastrofesituationen og de første danske humanitære indsatser med
Udenrigsministeriets direktør.”
Den 27 december var både hans egen ambassadør Ulrich Helweg Larsen og jeg selv i Khao Lak.
Jeg lavede en telefon rapport fra Khao Lak i Nyhedernes morgenudsendelse kl. 10.00 . Jeg stod i et tempel med måske 500 lig, og der var lig overalt i det totalt udslettede Khao Lak ferieområde. Jeg fortalte, at hvis det her ikke var en katastrofe, så vidste jeg ikke hvad en katastrofe var.
Og siden Tsunami-rapporten fortæller, at direktøren orienterede sig gennem danske og internationale medier i sit hjem. Så må han havde hørt mig fra Khao Lak, fordi jeg på det tidspunkt var den eneste danske journalist der.
Alligevel bliver han hjemme hele dagen, og han går først på arbejde dagen efter den 28 december. 50 timer er gået, hvor hans medarbejdere i udenrigsministeriet fejlhåndterede katastrofehåndteringen, som han kvitterer med at kritisere dem for.
En meget vigtig kilde har fortalt mig, at selv om direktørens repræsentant i felten, ambassadør Ulrich Helweg Larsen var i Khao Lak den 27, så talte de to kriseledere først sammen den 30 december på telefonen.
Det forekommer absurd, at direktøren er i sit hjem i Hellerup og lytter til danske og internationale medierapporter, men at han ikke ringer til sin ambassadør, der allerede den 27 december står midt i den thailandske “ground zero”, Khao Lak. Og at direktøren først kontakter ambassadøren den 30 december.
Udenrigsministeriet, der fik til opgave at undersøge sig selv, nægter at undersøge, hvor længe der gik inden direktøren ringede til ambassadøren.
Derfor har jeg bedt Folketingets ombudsmand om hjælp til at få denne vigtige brik i Tsunami håndteringen på plads.
Direktøren selv skylder alle at forklare, hvorfor han blev i sit hjem under katastrofens første kritiske 50 timer, hvor han indrømmede, at udenrigsministeriet fejlede. Var det ikke ham selv som øverstkommanderende, der udeblev fra ministeriet, der fejlede?
Jeg har været 18 år i en del af verden, hvor ledere aldrig behøver at forklare sig. Men det her er Danmark og her forklarer en leder sig.
E-mail til Friis
til: wasamb@um.dk
dato: 28 december 2006
Kære Friis Arne Petersen
Som du ved, er det i dag trediedagen efter toåret for Tsunami katastrofen. I dag den 28 december, var den dag for to år siden, hvor du for første gang begav dig ind i ministeriet, 50 timer efter katastrofen den 26 december.
Jeg har endnu engang læst Tsunamirapporten, og selv om der nu er gået to år, kan jeg stadig ikke forstå, hvorfor du blev i dit hjem i fulde 50 timer, mens katastrofen udfoldede sig.
Om årsagen til at du blev hjemme, mens 237.000 mennesker døde, og ikke hastede ind i ministeriet, nævner rapporten jo intet om.
Derfor vil jeg gerne bede dig besvare dette spørgsmål:
Hvorfor tog du først ind i udenrigsministeriet på Tsunami-katastrofens trediedag?
Du vedgik i TV Avisen og TV2s Nyhederne den 5. januar 2005, “at ministeriet tydeligvis ikke har været hurtig og effektiv nok de første dage efter flodbølgekatastrofen.”
Skyldes ministeriets manglende hurtighed og effektivitet, den kendsgerning at du først selv kom til stede i ministeriet den 28 december på katastrofens trediedag?
Det nævner rapporten heller ikke noget om!
Med venlig hilsen
Michael Rastrup Smith
Et svar tager normalt et år
kære rastrup, de synes opsat på et svar…
Flere af jer har spurgt: Har du fået svar på din e-mail til Friis Arne Petersen?
Det var e-mailen, hvor jeg spurgte ham, hvorfor han som direktør for Udenrigsministeriet blev hjemme og holdt jul under Tsunami katastrofens første 50 timer.
En ambassadør er blandt de nysgerrige. Han siger, at Friis normalt er en arbejdshest, derfor er undrer også han sig over, hvorfor direktøren valgte at blive derhjemme.
Men nej! Jeg har ikke fået svar. Og jeg har heller ikke ventet, at der kommer noget svar, sådan lige med det samme.
Jeg har en gang tidligere stillet Friis et spørgsmål, om hvorfor ambassaden i Bangkok faciliterede storsvindleren Mogens Christensen.
Det tog Friis et år at svare på mit spørgsmål.
I svaret, der ikke besvarede noget, indledte direktøren: ”De synes opsat på at få et svar fra mig…”
Ja, svar er jo det, som vi journalister mest af alt er opsatte på. Og efter et års venten, så er man endda rigtig opsat.
Det er jeg også denne gang. Om der så skal gå to år. Så vil jeg gerne vide, hvorfor Friis Arne Petersen valgte at blive hjemme i julestuen i Hellerup, mens 237.000 mennesker omkom i Tsunamibølgen.
