Amnestys tænder ikke på alle fanger

Amnestys lys brænder kun for de udvalgte.

.

Med årene bliver vi mennesker mindre effektive og idealistiske, men mere fede. Og det samme sker med organisationer.

Amnesty International (AI) er 50 år. I min optik var det en organisation, der redder politiske fanger ud af fængslerne i obskure diktaturstater. En slags menneskerettighedernes Robin Hood.

Og sådan startede det hele da også i 1961. En engelsk jurist blev så forarget over, at Portugal fængslede tre studenter der skålede på friheden, at han skrev en artikel i protest. Den røg verden rundt, og blev starten på AI.

Endelig !

Jørn Riel med La Vierge Froide, der udkom som tegneserie for voksne i Frankrig.

Min gode ven og min gamle telegrafist kollega fra Grønland Jørn Riel modtager Det Danske Akademis Store Pris.

Kurt Dahl en journalist kollega fra TV2, der læser flere bøger end de fleste, beskriver Jørn, som en forfatter i sin helt egen klasse. Et sted imellem Karen Blixen og Sommerset Maugham, men alligevel ingen af dem.

Han er min nabo i Kuala Lumpur, og en dag i KL er ikke en dag uden en sundowner på hans terrasse med ham og Anette. Whisky without rocks, og underfundig humor.

Han klarede formidabelt en meget stor hjerteoperation for nylig, og “being Jorn”, så var det første han bad den forbløffede læge om, da han vågnede op.

Gæt !

Ja, en whisky!

Forleden lyttede vi sammen til Gunnar Nu Hansens gamle DR reportage om Kaptajn Carlsen med det skæve skib. Et drama til søs, der strakte sig over to uger.

Jørn fik tårer i øjnene over Gunnar Nu’s smukke dansk, for han er ikke blot en æstetiker med det skrevne ord, han er det også med det talte.

Med udgangspunkt i sin bog “Drengen som vil være menneske”, der filmatiseres i Canada næste år, siger Jørn altid.

“Du lever i dag – hverken i går eller i morgen.”

Med prisen, der bliver overrakt ham den 26. november i København følger 300.000 kroner, og kender jeg Jørn ret så, tropper han op.

For han lever hver dag!

Vi skal leve med at dø

 

 

Forleden blev 21 mennesker skudt og over 900 sårede under demonstrationer på gaden i Bangkok. Vi var alle rystede, og begivenheden blev bragt verden over i medierne.

Dagen efter var det nytår her i Thailand, hvor folk traditionelt er berusede og kører hasarderet. Og allerede den første dag blev 50 mennesker dræbt i trafikulykker og 700 blev kvæstet.

VI ER VED EN KORSVEJ

Forleden da jeg var i Malaysia satte ekstreme muslimer ild til 12 kirker. De har problemer med, at de kristne siger Allah om Gud. Det er forbeholdt os muslimer, siger de. I stedet for at brænde de kristne kirker af, burde muslimerne være stolte.

Agressionen fik mig op i det røde felt. For jeg har fået nok af det pres, som et mindretal af hadefulde muslimer lægger på de, der har en anden religion end dem selv.

Jeg skal nærmest afklædes til skindet, når jeg skal med fly, fordi mennesker der er fulde af had vil springe mig i luften i Guds navn. Jeg ved godt, at det er meget få muslimer, som er terrorister, men jeg ved ligeså godt, at de fleste terrorister er muslimer.

”KALAALLIT NUNAAT”

”Kalaallit Nunaat”. De fleste danskere aner ikke, hvad de to ord betyder. Men det er Grønland eller ”menneskenes land” på grønlandsk.

Og nu kan det være det samme, for Kalaallit Nunaat er ikke længere en del af Danmark. For landet – som vi aldrig har haft nogen særlig passion for – fik selvstyre for et år siden.

Vi var en utrolig kolonimagt, som klyngede os til Grønland i 50 år efter at de fleste afrikanske nationer blev af med deres koloniherrer.

Og vi var ret uselviske. I mit liv har vi sendt, hvad der svarer til et par hundrede milliarder kroner nordpå. Til en koloni vi aldrig udplyndrede, fordi der ikke var noget at plyndre. Og så fordi vi basalt er ordentlige mennesker.

BURMA

BURMA

 

undskyld vi svigter dig

Nazi-Tyskland, Rwanda, Srebeniza og Darfur. Det er fire navne, der får mange af os til at skamme os.

For de fire navne er synonyme med folkemord og overgreb på uskyldige mennesker, og synonyme med omverdenens passivitet.

Og nu skal vi føje et nyt navn til. Burma alias Myanmar.

Screwing for virginity

For nogle dage siden fandt jeg en Zippo lighter, som jeg købte i Vietnam efter “Den amerikanske Krig”, der er det navn som vietnameserne gav krigen.

Zippoen er fra 1972 og har tilhørt en amerikansk ”Special Forces” soldat.

 

Havde Gerge W. Bush haft denne lighter i sine gemmer og ikke jeg, var der måske aldrig blevet nogen krig i Irak.

Danida hjælp lige i rendestenen

Stig Vagt Andersen,  forretningsmand i Thailand, og tidligere ansvarlig i FN for udviklingsprojekter på Maldiverne, skriver dette indlæg som kommentar til historien, om Danida der glemte et multi million projekt i Kina:   Byen Danida glemte og  Mr. check and ballance

En stor tak til Martin og Michael for at gøre deres job som samfunds bevidste journalister.

Projekter inden for udvikling har en tendens til altid internt at være “big succes”, da der ikke er nogen forfremmelser at hente for projekt kritiske rapporter indenfor udviklings bistand. Er en evaluering rapport meget kritisk er det internt direkte ubehageligt ikke specielt prisværdigt.

drikkevandet til male’s fattige løber lige i rendestenen

Jeg er netop kommet retur fra et besøg til Male i Maldiverne, hvor Danmark brugte millioner på at “cementere” et par gader i Male for at samle regnvand i drænings brønde.

Officielt et succes projekt, men reelt et blålys, da DTZ samtidig lagde kloakdræn i byen som spyer alt vand ud i havet.

Der blev ikke mere rent drikke vand til de fattigste i Male, men det var godt for bilerne så de ikke tager skade af de dårlige veje.

Vi må blive bedre til at bruge vores udviklingsbistand på projekter, som ikke bare lever op til “smukke idealer” på papiret, men som også leverer reelt til slut brugerne.

Så længe man hovedsageligt måles på om man kan få brugt budgettet og ellers ikke er kritisk så er det svært at sikre kvalitet. Hvad hjælper det hvis Danmark er et land med de største udviklingsbistands projekter, hvis pengene bliver brugt uhensigtsmæsesigt.

Måske kunne vi gøre mere ved at fjerne nogle handelsforhindringer for ulandene og reducere landbrugs bistanden i EU.

Stig Vagt Andersen