KINA
the great ecconomicall wall
Af Flemming Ytzen
I tv-serien Fawlty Towers (Halløj på badehotellet) ankommer der et hold tyske turister til Basil Fawltys lille kysthotel. Basil (John Cleese) udsteder nærmest hysterisk en advarsel til sit personale: ’Don’t mention the war!’. Basil vil naturligvis gerne tjene på de tyske besøgende, så det er vigtigt at undgå emner, der er for følsomme hos gæsterne.
I den aktuelle valgkamp i USA er det nærliggende at antage, at valgstrategerne i begge lejre har udstedt en ordre til deres respektive kandidater: ’Don’t mention China!’
Da vicepræsidentkandidaterne Sarah Palin og Joe Biden debatterede på tv, blev der talt meget om Iran, Irak, Afghanistan og Pakistan, mens Kina ikke blev nævnt en eneste gang. Jeg er villig til at satse en flaske Kentucky Bourbon på, at Kina også vil være ikke-eksisterende i debatten, når Barack Obama og John McCain konfronterer hinanden på tv.
Under præsidentvalgkampen i efteråret 1992 talte daværende guvernør Bill Clinton om det nødvendige i, at USA handlede kritisk, principfast og stålsat over for Kina. Som præsident skiftede Clinton til en meget imødekommende og høflig tone over for Kina.
Den hårde Kina-kritiske retorik blev otte år senere gentaget af George W. Bush, der definerede Kina som en ’strategisk fjende’ af USA. Så kom 11. september 2001; Bush tog til Shanghai en måneds tid efter terrorangrebet og talte endog meget høfligt til Kinas daværende præsident Jiang Zemin. De sidste par år har Bush stort set ikke nævnt Kina.
Uanset om den kommende præsident hedder Obama eller McCain vil mønsteret gentage sig. Eller rettere: den kommende chef i Det Hvide Hus vil i endnu høfligere og imødekommende vendinger tale med de kinesiske ledere.
Forklaringen på dette skifte behøver ingen at lede længe efter: den finansielle krise, der har ramt USA så hårdt som en baseballkølle rammer bolden, har demonstreret Kinas markant ændrede rolle i verdensøkonomien. Kina er reelt det forgældede USAs største og vigtigste finansieringsinstitut. Og hunden bider som bekendt ikke den hånd, der fodrer den.
Samtidig med tv-duellen mellem Palin og Biden bragte ugemagasinet Newsweek et opsigtsvækkende interview med Kinas ministerpræsident Wen Jiabao. Under overskriften ’We Should Join Hands’ kommenterer Wen den finansielle krise i USA således:
’Vi bør samarbejde (’join hands’) om at imødegå krisen. Hvis det finansielle og økonomiske system i USA kører af sporet, vil virkningerne kunne mærkes både hos amerikanerne selv, i Kina og i resten af verden (…). Den kinesiske regering håber på, at udviklingen kan rettes op i USA, for det vil gavne Kina.
Naturligvis er vi bekymrede for de kinesiske værdibeholdninger i USA. Men vi ser samtidig USA som et land, der har troværdighed. I disse tider med modgang rækker Kina hånden ud for at hjælpe USA. En hjælpende hånd vil bidrage til at stabilisere hele verdensøkonomien og sikre, at der ikke udvikler sig kaos. Samarbejde betyder alt lige nu’.
Undervejs i interviewet nævner intervieweren (Fareed Zakaria, Newsweeks højt respekterede internationale redaktør), at Kinas værdibeholdninger i USA i nogle opgørelser sættes til one trillion dollar – på amerikansk er en trillion lig med en million millioner. På dansk kaldes det for en billion.
Amerikanske økonomer har i foråret 2008 opgjort, at Kinas udenlandske valutabeholdninger stiger med 100 millioner dollar, altså en halv milliard kroner – i timen…
Wen Jiabaos udtalelse er et stykke verdenshistorie, som mange stadig mangler at fatte betydningen af. Lederen af klodens største udviklingsland fortæller klodens eneste supermagt: Tag den nu med ro. Vi er der for at hjælpe jer ud af problemerne, for ingen af os kan holde til, at det globale finansielle system bryder sammen.
Den kinesiske retorik har historiske mindelser om de budskaber, der ledsagede den amerikanske Marshallplan for Europa (1948-53), der genrejste vesteuropæisk økonomi efter verdenskrigens ødelæggelser. Historiske analogier skal man instinktivt være varsom med, men adskillige danske og internationale kommentatorer og analytikere tøver ikke med at sammenligne den aktuelle finanskrise med Wall Street-krakket i oktober 1929. Således skriver historikeren Steffen Heiberg i Politiken 4.10.:
’Når 2008-krisen alligevel kan vise sig at blive langt farligere end 1929, hænger det sammen med de økonomiske omstændigheder. I 1929 havde USA stort set ingen gæld, og krisen ændrede ikke ved, at en solid del af verdens guldreserver forblev sikkert forvaret i Fort Knox. Helt anderledes i dag. Bush-regeringen har finansieret både skattelettelser, Irak-invasionen og den såkaldte krig mod terror med underskud på statsbudgettet. Men tidligere, hvor statsgælden overvejende var indenlandsk, var konsekvenserne begrænsede, selv om en eller anden bilkonge eller stålmagnat fik en klemme på regeringen.’
Videre skriver Heiberg: ’I dag er det udlandet, primært Kina, der finansierer det amerikanske underskud gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. Og så er vi tilbage ved subprimekrisen. Redningsplanen vil forøge underskuddet og dermed afhængigheden af Kina. Samtidig er der ingen tvivl om, at Kina forlanger en løsning, der sikrer dets investeringer. Stopper de kinesiske opkøb, kan det skubbe USA ud over den økonomiske afgrund. Tidligere var det USA, som dikterede spillereglerne. Det gør man ikke længere. Kina er endnu ikke en super- eller verdensmagt, men den væsentligste del af verdens opsparing finder vi i dag i Asien. Amerikanerne kan dog trøste sig med, at Kina endnu ikke kan undvære USA som marked.’
Mikael R. Lindholm, tidligere chefredaktør og forfatter til en lang række bøger om innovation og vidensøkonomi, skriver 28.9. i Politiken, at ’Kina er finanskrisens sikre vinder’:
’Hidtil har de kinesiske og asiatiske banker og statsfonde investeret relativt forsigtigt i USA og Europa, men i takt med at finanskrisen udvikler sig, bliver behovet for kinesisk kapital større – og kinesernes muligheder for at diktere vilkårene for kapitalen tilsvarende større.
Kina kan få de største fordele på handelsområdet. Sammenbruddet i WTO – den såkaldte Doha-runde – har ført til, at verdens toneangivende handelsnationer nu arbejder på bilaterale, en til en-handelsaftaler med de lande, de helst vil handle med. Kina står umådeligt stærkt over for svækkede partnere i de forhandlinger, som former rammerne om fremtidens verdenshandel. Læg dertil asiatiske ambitioner om at etablere et tre milliarder mennesker stort ‘asiatisk indre marked’, som straks ville manifestere sig som verdens suverænt største økonomiske magtfaktor’.
Kinas bilaterale overskud over for USA har i et stykke tid nu udgjort en fjerdedel af USAs globale underskud. Med behovet for refinansiering af stribevis af amerikanske banker bliver den kinesiske medvirken til redningen af USAs økonomi endnu mere betydningsfuld.
Her er det, at Wen Jiabaos udtalelser er særlig interessante. Han siger intet om Kinas betingelser for at hjælpe USA (de kommer, bare vent!), for han er jo klog nok til at undgå en offentlig ydmygelse af USA, ligesom Obama/Biden og McCain/Palin er kloge nok til ikke at nævne Kinas betydning for USA.
De har lært Basil Fawltys lektie i den politiske realtid 2008: Don’t mention China!
Lindholm bemærker, at Europa har fået en forsmag på den nye verdensorden, da EU’s handelskommissær, Peter Mandelson, for nylig langede ud efter Kina for at udøve økonomisk nationalisme ved at insistere på spilleregler for handel og investeringer, der entydigt favoriserer kinesiske virksomheder.
Vestlige virksomheder vil gerne have et solidt fodfæste på det kinesiske vækstmarked, mens Kina vil gerne give sine egne koncerner maksimale vækstvilkår. Samtidig kritiserede Kina amerikanerne for at bedrive protektionisme ved at diktere vilkårene for kinesiske investeringer i USA. Kineserne vil gerne benytte sig af det amerikanske brandudsalg af banker, forsikringsselskaber, virksomheder og ejendomme til spotpriser, men naturligvis på egne vilkår.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs forventede i 2003, at Kina vil overhale USA økonomisk før 2050. Nu er forventningen 2030. Men også den prognose vil formentlig vise sig at være for konservativ i takt med at finanskrisen udvikler sig. En ny økonomisk fremskrivning udarbejdet af Carnegie Endowment for International Peace når frem til, at den kinesiske økonomi i 2050 vil være dobbelt så stor som den amerikanske!
Verden bliver dermed et mere usikkert sted, i takt med at klodens kommercielle og finansielle magtcenter flytter til Asien og efterlader et økonomisk og politisk svækket USA, mener Lindholm: ’Tektoniske skift er altid farlige. Når de sker hurtigt, bliver jordskælvene som regel større og skaderne let mere omfattende’.
Jeg mener ikke, at det tektoniske skifte behøver at ende i katastrofe. I foråret 2004 havde jeg den fornøjelse at besøge en af USAs fremmeste Kina-veteraner, Franz Schurmann, i San Francisco. Han forudså dengang, at et egentligt partnerskab mellem USA og Kina, var under udvikling. Rammerne for dette partnerskab blev ifølge Schurmann aftalt på Bush’s ranch i Crawford, Texas, i oktober 2002, hvor den kinesiske præsident Jiang Zemin besøgte den amerikanske præsidentfamilie.
Det var på dette møde, at Jiang lovede Bush ikke at modarbejde den forestående amerikanske invasion i Irak. Jiang fik rigeligt af modydelser: ingen ændringer i Taiwan-politikken, ingen støtte til ændringer af Japans sikkerhedspolitik, accept af fortsatte kinesiske opkøb af amerikanske treasury bonds, og meget mere.
Efter Crawford-mødet for seks år siden står det nu fast, at USA ikke længere er i en situation, hvor det kan diktere Kina betingelserne for verdens tilstand. USA er afhængig af kinesisk velvilje for at få løst sine interne problemer. Dette er konsekvensen af otte års inkompetence under Bush, som overlader tonstunge byrder til efterfølgeren.
Millioner af amerikanere står over for massive reduktioner i levestandarden. Den kommende chef i Det Hvide Hus kan kun ønske sig, at Kina samarbejder om at afbøde de værste af krisens virkninger. Wen Jiabaos udtalelser tyder på, at dette er tilfældet. . Den kinesiske investeringspolitik kan blive udslaggivende for, hvor lang tid USA behøver for at komme ud af finanskrisen.
Tiden vil vise, hvad der kommer til at stå på den politiske faktura, som Beijing udskriver. En stor milepæl i verdenspolitikken er passeret; en pragmatisk, historisk skæbnefælleskab er ved at blive etableret. Måske vil vi om et årti eller to opleve en amerikansk historiker skrive noget i retning af:
In 1989 The Berlin Wall crumbled, and in 2008 Wall Street came tumbling down. For twenty years we believed, we had the whole world in our hands, but we were wrong. Thank God, China came to our rescue, and we avoided a surrender to the Masters of The Great Wall.
