konfucius er stadig asiens hemmelige våben
Af Vibeke Rovsing Lauritzen
ambassadør, Singapore
Den svenske økonom Gunnar Myrdal, der modtog Nobelprisen i økonomi i 1974, udgav i 1968 en bog kaldet ”Asian Drama: An Inquiry into the Poverty of Nations”, hvor i han forsøgte at forklare, hvorfor økonomierne i Syd- og Sydøstasien havde svært ved at komme op i tempo.
Springer man 20 år frem i tiden, kunne man som bekendt opleve et noget anderledes asiatisk drama, hvor lande som Japan, Sydkorea, Taiwan, Hongkong og Singapore kunne fremvise vækstrater, man blot kunne drømme om i Vesten.
Myrdal var dog langt fra den eneste økonom, der ikke havde set udviklingen i Asien komme. Dette var således tilfældet hos de fleste vestlige eksperter, og situationen blev ikke bedre af, at man efterfølgende havde svært ved præcist at forklare, hvorfor det netop var de asiatiske lande, der havde taget førertrøjen i kapløbet om de økonomiske vækstrater.
Umiddelbart syntes flere lande i for eksempel Sydamerika at stå med bedre kort på hånden som udgangspunkt, så hvorfor blev de overhalet af de asiatiske tigre?
Dette spørgsmål forsøger de to kulturforskere Hofstede og Bond at besvare ved at påpege, at det er kulturen i disse lande, der giver dem en konkurrencemæssig fordel i international sammenhæng.
Det skyldes, at tigrenes kulturer alle tager sit udgangspunkt i tankerne hos den kinesiske filosof Konfucius, der levede i det østlige Kina omkring 500 år f.v.t. Konfucius’ lære er baseret på etiske og moralske grundantagelser og har ikke noget religiøst eller spirituelt indhold.
Tværtimod er der i højere grad tale om en række praktiske råd for livet i dagligdagen, som Konfucius efter sigende udledte på baggrund af den kinesiske historie.
Konfucius’ centrale principper indeholder blandt andet tesen om, at samfundet hviler på ulige forhold mellem mennesker, hvor den underordnede må respektere og adlyde den overordnede i et gensidigt forpligtende forhold.
Familien betragtes som prototypen for alle samfundets organisationer, og et menneske er i højere grad et gruppemedlem, end det er et individ. Derudover tilsiger konfucianismen, at man bør behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, og endelig fremhæves mådehold, flid og tålmodighed som essentielle værdier.
Ifølge Hofstede og Bond er det netop disse kulturelle træk, der præger tigerøkonomierne, og forskerne finder endvidere, at der eksisterer en statistisk sammenhæng mellem økonomisk vækst og forekomsten af det konfucianske kulturgrundlag.
Kulturen er altså en central parameter i forklaringen af landenes økonomiske udvikling. Dog anføres det også, at kulturen naturligvis ikke kan skabe økonomisk vækst alene. De fundamentale forhold i et land, såsom et relativt velfungerende marked og et gunstigt politisk klima, er nødvendige betingelser, og disse var opfyldt i de fem asiatiske lande om end på forskellige måder.
Dertil kommer, at fagbevægelserne i de fem tigerøkonomer var forholdsvis svage, samt at indkomstfordelingen var tilpas jævn til at sikre, at der ikke opstod social utilfredshed, der kunne have været ødelæggende for den økonomiske udvikling.
Set i det lys er den seneste udvikling i Konfucius’ hjemland Kina ganske interessant. Kineserne har netop i år genoptaget traditionen omkring flere af de traditionelle kulturfestivaler, som man ellers har fornægtet i de seneste fem årtier.
Kineserne synes i stadig større grad at søge tilbage mod landets gamle kulturelle rødder, hvilket blandt andet illustreres af de mange henvisninger til netop Konfucius i de politiske taler. Blandt andre præsident Hu Jintao har gjort flittigt brug heraf, hvilket formentlig ville have været utænkeligt for 15-20 år siden.
Udviklingen i Kina kan synes modsat den man har set i tigerøkonomierne, idet det konfucianske kulturgrundlag her synes at være fremvokset efter den økonomiske vækst og ikke før, som det var tilfældet hos tigrene. Men iagttagere påpeger, at de konfucianske rødder er dybt forankrede i den kinesiske kultur, og at 50 år med kommunisme langt fra er nok til at ændre på dette.
At den økonomiske vækst har bidraget til at bringe de gamle værdier frem i lyset igen, skyldes ifølge iagttagerne, at kapitalismen har medført en større samfundsmæssig ulighed, og at fænomener som korruption, grådighed og misundelse har fået mere fremtrædende roller. Derfor føler mange et behov for at vende tilbage til Konfucius’ pragmatiske tanker om etik og moral.
Denne udvikling rejser en ny udfordring for de kinesiske virksomheder, der i de senere år er begyndt at foretage opkøb på de amerikanske og europæiske markeder.
Den vestlige kultur må betegnes som liggende relativt langt fra de konfucianske tanker, idet individet her indtager den centrale placering. Det skal derfor blive interessant at følge kinesernes håndtering af dette potentielle kultursammenstød, set i lyset af deres genfundne konfucianske værdigrundlag.
