DANMARK
ligesom kirken tilsander det danske sundhedsvæsen
Denne klumme handler ikke om krakket i Roskilde Bank. Den handler om Roskildesygen i det danske sundhedsvæsen.
Ligesom den sindsvage Roskilde Bank mangler region Midtjylland en milliard, der svarer til at lukke sygehusene i Skive, Viborg og Kjellerup i ét hug.
Bankverdenen forsikrer, at Roskilde Bank er en enlig svale. Men den garanti gælder ikke for hospitals-krakket.
Da sygeplejerskerne fik 14 procent mere på lønkontoen, gentog jeg mig selv:
“Man kan da ikke få mere i løn i Danmark!”
Et helt liv på arbejdsmarkedet, har leveret beviset. Nemlig, at lønstigninger medfører nedskæringer.
Lønstigningen til sygeplejerskerne skal komme et sted fra. Statskassen!
Fysisk står den ved indgangen til Finansministeriet, men den har været tom i flere hundrede år.
Regeringen har altså ikke noget på kistebunden, så…
Flere skatter, Nej!
Flere afgifter, Nej!
Patientafgifter, Nej!
Det er alt sammen ufordøjeligt, så hvad så?
Besparelser, Natürlich!
Det var forudsigeligt, at sygeplejerskernes lønforhøjelser, ville medføre en kaskade af besparelser.
Og nu er de i udbrud som en tidlig efterårs influenza, som her på Skejby Sygehus i Århus:
Fertilitetsklinikken lukker, patienthotellet indskrænker og 100 mennesker fyres.
Og på Hvidovre Hospital bliver du sendt tidligere hjem. Mens sygeplejerskerne, skal løbe endnu hurtigere for lønnen, fordi der ikke længere er
råd til vikarer.
Jeg ved, at jeg gentager mig selv, men det er for effektens skyld: “Men du kan ikke ustraffet få mere i løn i Danmark.”
Det er ikke en win-win-situation. Det er tab-tab-varianten.
En kollega lå 12 dage på Rigshospitalet for nylig. Han er forbløffet over, hvor nedslidt hospitalernes flagskib er.
“Da jeg var ung, skrev jeg om udlændinge, der kom til Danmark for at studere vores hospitalsvæsen. I dag er der er intet at studere,” siger han.
Lad os være realistiske du får ikke bedre behandling. For skatterne kan ikke skrues op. Og tror du virkelig på endnu flere afgifter?
Men selv om skatten fik endnu et hak opad, og vi fik afgift på højreb, så garanterer jeg dig for, at du som hidtil vil få metastaser før du får din skanning.
Men forleden sagde en overlæge til mig, “Vi mangler da ikke ressourcer, vi mangler styring!”
Jeg har længe haft mistanke om at de 110 milliarder, som sektoren modtager årligt, ender i økonomisk tarmslyng.
Der er altså penge, men både politikerne, dig selv og din fagforening skal tænke nyt. Fagforeningerne måler stadig deres succes på lønstigninger.
Men hvad med at forhandle lønnedgang for eksempel? Det er OK med mig, hvis jeg som borger får noget til gengæld, som ikke straks udløser sparerunder og derpå konfiskeres.
Hvis vi ikke meget snart tænker revolutionerende nyt, så ender det med “Det store geografiske kompromis.” Der betyder, at der kun er et dansk hospital og en politistation tilbage, centralt placeret i Odense.
Og dertil en udbrændt forsikring om, at det her handler om endnu en reform, som vi alle faktisk skal være rigtig glade for. Nøjagtigt som med politireformen!
Tag ikke fejl. Du oplever noget historisk: Velfærdssamfundet er under afvikling. Men hvis du har mod nok, så kan afløseren blive velvære-samfundet.
