Salomonøerne
happy days are here again
Af Vibeke Rovsing Lauritzen, ambassadør Singapore.
De færreste danskere har næppe et dybere kendskab til Salomonøerne, som ifølge fortællingerne har deres navn, fordi en spansk opdagelsesrejsende i 1500-tallet efter et guldfund på en af øerne troede, at disse Stillehavsøer rummede kong Salomons miner. Det beskedne ørige, der befinder sig ca. 2000 km. nordøst for Australien og tæller 580.000 indbyggere, har siden årtusindeskiftet udgjort rammerne for en lille solstrålehistorie om regionalt samarbejde i et hjørne af verden, der sjældent påkalder sig den store opmærksomhed.
Salomonøerne har været beboet af mennesker gennem de sidste 4000 år, men blev med europæernes ankomst i det 18. og 19. århundrede omdannet til et slags reservelager for menneskelig arbejdskraft, når kolonimagterne skulle bruge flere slaver i sukkerplantagerne på Fiji og i Australien. I 1890 gjorde Storbritannien øerne til et britisk protektorat og med en kort afbrydelse under japanernes besættelse i anden verdenskrig blev dette opretholdt helt frem til 1978, hvor man opnåede selvstændighed.
Autonomien bragte dog nye konflikter med sig, idet der flere gange siden har været væbnede sammenstød med nabolandet Ny Guinea omkring grænsedragningen, ligesom Salomonøerne har lidt under konflikter og borgerkrigslignende tilstande. Disse blussede for alvor op i en fireårig periode omkring årtusindskiftet, hvor sammenstød mellem forskellige etniske befolkningsgrupper førte til en situation præget af vold og lovløshed, og hvor staten var faretruende tæt på at gå bankerot. Dette fik i 2003 den daværende premierminister til at henvende sig til Australien og New Zealand om hjælp.
De to lande som stormagter i det sydlige Stillehav kunne have valgt at gennemføre indsatsen selv, men man ønskede en regional opbakning til en konfliktløsningsindsats. Derfor indbragte man forespørgslen for det såkaldte Pan Islands Forum (PIF), som udover Australien og New Zealand omfatter 14 af regionens selvstændige ø-stater. Resultatet blev, at PIF oprettede og indsatte en koalitionsstyrke på knap 2000 mand, der blev døbt The Regional Assistance Mission to Solomon Islands (RAMSI).
RAMSIs primære mål var i første omgang at genskabe lov og orden i landet, hvilket man formåede på mindre end to måneder. Samtidig overgav oprørslederen Harold Keke sig hurtigt til interventionsstyrkerne for senere at blive idømt fængsel på livstid.
Dermed kunne RAMSI i samarbejde med regeringen fortsætte med genopbygningen af landet, hvor man frem til i dag har ydet støtte til de offentlige institutioner, arbejdet på at nedbringe korruptionen og forsøgt at skabe et politisk og økonomisk fundament, der også i fremtiden vil være bæredygtigt for landet og dets indbyggere. Styrken er i dag reduceret til 689 mand fordelt på henholdsvis en militær- og en politienhed.
RAMSIs resultater siden interventionen har været ganske bemærkelsesværdige. Som nævnt fik man hurtigt genskabt civiliserede forhold for borgerne, og økonomien er ligeledes kommet på fode igen. I 2007 kunne Salomonøerne således fremvise en vækst på 10 pct., og i løbet af den femårige periode med RAMSIs tilstedeværelse er statens indtægter firedoblet. Samtidig er man godt i gang med uddannelse og træning af de lokale, så landet i fremtiden selv bliver i stand til at udføre de opgaver, man i dag får hjælp til.
PIF-landene har under hele forløbet demonstreret en ganske imponerende villighed til at deltage i den regionale aktion. For eksempel har den diminutive østat Niue valgt at udstationere to politifolk som en fast del af RAMSI-styrken. Dette skal ses i forhold til, at landets politikorps i alt består af blot 16 mand.
Finansieringsmæssigt har Australien imidlertid båret byrden alene, idet man til dato har brugt over 850 mio. USD på RAMSI-indsatsen. Regeringen i Canberra står dog over for en evaluering af dets finansielle engagement i projektet i de kommende fire år, og det regnes hos iagttagere ikke som nogen selvfølge, at man vil fortsætte på samme høje niveau fremover. Til gengæld har Japan tilbudt sin støtte, så indsatsen forventes at fortsætte stort set som hidtil.
Siden interventionen har der været enkelte kritiske røster mod den internationale koalition. Oppositionen har beskyldt regeringen for at vende det blinde øje til, mens RAMSI gør indhug i landets suverænitet, ligesom man har kritiseret, at kontrakterne på genopbygningen i langt de fleste sager er tilfaldet australske virksomheder, så de australske støttemidler dermed hentes hjem til landet igen. Desuden er enkelte observatører bekymrede over, at RAMSI ikke arbejder med nogen ’exit-strategi’, så at styrkens engagement således fortsætter på ubestemt tid.
RAMSIs respons herpå har været, at missionens varighed er forbundet med udførelsen af dens opgaver og ikke af et mere eller mindre arbitrært tidspunkt. Styrken vil derfor først blive trukket ud, når det vurderes, at forholdene på Salomonøerne er så stabile, at der ikke er risiko for ’tilbagefald’. Faktum er på trods af de seneste års fremskridt, at landet fortsat står over for flere store udfordringer.
Økonomien er funderet på to søjler, som ikke forventes at være bæredygtige på længere sigt. Den ene består af skovbrug, hvor ressourcerne vil være udtømte inden for ganske få år. Den anden af udviklingsbistand. Der er derfor et akut behov for at få diversificeret økonomien, og man arbejder på at gøre landbrug, fiskeri og turisme til de fremtidige hovederhverv. Men transitionen kommer til at tage år.
På det politiske område er der ligeledes behov for ændringer. Hyppige magtskift tilskrives en umoden politisk kultur. Man har således set adskillige politikere skifte mellem koalitioner på kryds og tværs af politiske skel med en stribe mistillidsvota mod den siddende regering til følge. Reformer af det politiske system er derfor også på dagsordenen i den nærmeste fremtid. På baggrund heraf ventes RAMSI ikke at afbryde missionen foreløbig, og Salomonøernes premierminister Derek Sikua udtrykte for nylig håb om, at koalitionsstyrkerne vil blive i landet i mindst ti år endnu.
