Jeg har efterhånden tilbragt 18 år af mit liv i den Buddhistiske del af Asien, og en af de ting, jeg har lært at respektere er de uundgåelige begravelser.
Jo, det er en tragisk hændelse – i hvert fald for en selv – hvis en nær ven doer. Men døden er ikke så smerteligt i Asien, som den er i vores Vestlige verden.
Den afdøde bliver lagt smukt i templet, og i syv dage tager man derhen efter arbejde, og er sammen med den døde, og alle hans venner og familie. Der bliver serveret kaffe, the, kager og snck. Der snakkes på livet løs i en hel uge. Som dagene går, kommer man tættere på hinanden. Det er en stor social begivenhed.
Så kommer den endelige afsked. Ud af kisten hviler den afdødes hånd på en pude, og på tur defilerer man forbi, og drypper lidt parfumeret vand på hånden. Det er et smukt farvel. Og efter ceremonien, bliver den afdøde kremeret. Mange vælger bagefter at tage til havet og sprede asken i vandet. Bhuddisterne tror på genfødslen efter døden.
”Vi føler ikke den samme dybe smerte her ved døden, som man gør i Vesten,” sagde doktor Einar Ammundsen, der var læge i Thailand i 49 år.
Når jeg overhovedet kom til at tænke på at begravelser godt kan være mindre smertefulde, så skyldes det ikke en aktuel hændelse. Derimod gensynet på youtube.com med John Cleeses begravelsestale til Monty Python fællen Graham Chapman. På elegant og humoristisk vis tager han den dybe smerte væk. Nøjagtigt som her i Asien – om end med andre virkemidler.
Tak for denne dejligt livsbekræftende begravelsestale med både venskabelig ømhed, fin elegance og – naturligvis – fandenivoldsk frækhed.
[...] En formfuldent begravelsestale forventes næsten af Mr. Monty Python, John Cleese – dén mand må næsten gå rundt under et åg af forventninger til hans formfuldenthed! - og forventningen bliver så sandelig indfriet, når man ser hans tale til Graham Chapmans begravelse, som Rastrup venligst har henledt min opmærksomhed på. [...]